Aarhus Kommune er godt i gang med Serviceplatformen

Aarhus Kommune har foreløbig seks it-systemer, der trækker data fra Serviceplatformen, og flere er på vej, fortæller IT Chefkonsulent Ivan Krogh.

I Aarhus Kommune har de kastet sig over en større afdækning af kommunens it-systemer og økonomien omkring brug af data. De er på jagt efter flere systemer, der kan kobles op på Serviceplatformen.

IT Chefkonsulent Ivan Krogh fortæller, at kommunens indtog på Serviceplatformen har været understøttet af opmærksomhed fra flere sider:

”Både fra systemejere i kommunen og fra leverandører har der været opmærksomhed på mulighederne i Serviceplatformen. Det har hjulpet os godt på vej.”

Sælger faktisk sig selv

Selve anvendelsen af Serviceplatformen er også ligetil, fortæller Ivan Krogh:

”Serviceplatformen er utrolig let tilgængelig og sælger faktisk sig selv. Du kan som rimelig forudsætningsløs gå ind på Serviceplatformen, godkende aftaler og få et overblik over aftaler og forbrug.”

På jagt efter gode business cases

Kommunen er nu på jagt efter gode business cases. For med den nye afregningsmodel, der trådte i kraft 1. april 2015, betaler kommunen samme pris for brug af Serviceplatformen, uanset hvor mange it-systemer, de kobler op:

”Vi har et mål om, at når der kommer nye systemer, skal de sættes op til at trække data og funktionalitet fra Serviceplatformen. Det indebærer en informationsopgave både internt og eksternt, som vi har påbegyndt, men som vi på ingen måde har afsluttet endnu. ”

”Vi vil gerne identificere de systemer, som anvender data, der kan trækkes fra Serviceplatformen. Næste skridt er så at se på økonomien – om der er en god business case i en omlægning. I enkelte systemer kan data jo være lagt ind i den samlede pakke, så det kan være lidt komplekst. ”

”Er der en fornuftig business case, vil vi gå efter en pilotomlægning. Ellers kan det være, at vi afventer, til systemet skal skiftes ud. Pilotomlægningen har til formål at give os erfaring med omlægninger, så vi kan få større sikkerhed i estimering af opgavens omfang. Dertil kommer, at vi vil anvende pilotprojekterne til at udbrede kendskabet til Serviceplatformen”.

Kommunen er selv leverandør på Serviceplatformen

Ivan Krogh fortæller, at kommunen rent faktisk har en dobbeltrolle på Serviceplatformen:

”Vi er også gået i gang med at anvende Serviceplatformen til de systemer, vi selv udvikler. Her får vi som kommune en dobbeltrolle - dels som leverandør og dels som ansvarlig på Serviceplatformen. Ud over at sikre bedst og billigst integration ad den vej, vil det også give os bedre kendskab til det tekniske set-up og de udfordringer, leverandøren vil kunne møde. ”

Et godt råd?

Når man spørger Ivan Krogh, om han har et godt råd til andre kommuner, der vil i gang med Serviceplatformen, svarer han:

”Vi er selv blevet opmærksomme på, at det er vigtigt at få formidlet viden om Serviceplatformen videre til relevante dele af organisationen, så vi sikrer os, at der i en anskaffelsesproces stilles krav til, at data skal trækkes fra Serviceplatformen. Det kan være en stor udfordring i en stor kommune, hvor ansvaret for anskaffelse af fagsystemer ligger decentralt i de forskellige fagforvaltninger. ”